Hells Angels og Bandidos åbner afdelinger i Thailand
Danske rockere fra Hells Angels og Bandidos står bag oprettelsen af rockerafdelinger i Thailand, og rockernes interesse for det asiatiske land skyldes muligvis ikke kun det solrige klima, skriver Politiken.
Thailand kan blandt andet bruges til hvidvaskning af penge fra kriminelle aktiviteter i Danmark og som afsæt for narkoforsyninger hjemtil. Desuden kan kriminelle i Thailand organisere handel med kvinder, der kan sendes til Danmark som prostituerede.
Rockeres aktiviteter i Thailand har nu fået Rigspolitiet til at indgå et tæt samarbejde med politimyndighederne i Thailand.
Hells Angels i Pataya
- Både Thailand og Danmark er interesseret i at bekæmpe den organiserede kriminalitet, som medlemmer af rockergrupperne herhjemme står for, siger lederen af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver, til Politiken.
- Derfor har vi nu aftalt, at de mange erfaringer, som vi her i Danmark har med indsatsen mod rockerne, dem kan vi give videre til politiet i blandt andet Bangkok og ferieområdet Pattaya, ligesom vi kan hjælpe thaierne i konkrete sager, hvis de ønsker det, fortsætter han.
Ledende danske Bandidosrockere var allerede for 6-8 år siden med til at etablere Bandidosafdelinger i blandt andet Bangkok, og i år har danske Hells Angels-rockere været med til at oprette en HA-afdeling i Pattaya.
Politiet herhjemme har registreret, at der foregår en livlig rejseaktivitet, hvor danske rockere tager på kortere eller længere ophold i Thailand.
Placerer penge andre steder
- Indsatsen her i landet mod rockerne har presset dem. Ikke alene har vi fængslet mange af dem, vi har også ramt rockerne der, hvor det gør mest ondt: på pengepungen.
- De kriminelle rockere har måske behov for at placere deres penge andre steder, hvor de tror, vi ikke kan komme til dem, siger Kim Kliver til Politiken.
kilde
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Du skal være registreret bruger for at kunne vurdere.
Log ind eller meld dig til.
Ingen vurderinger endnu.
|