---

Peder, Keo, Scott og lidt af deres historie


De to fundne kærestebreve

De danske virksomheder i Siam har næppe opfordret deres ansatte til at indlade sig på intime forhold med lokalbefolkningen, men har på den anden side opfattet det som en forventelig ”omkostning” ved virksomheden i det fremmede. ØKs regnskabsafdeling for skovvæsenet i Siam fungerede ligefrem som alimentationskontor for deres tidligere ansatte – i hvert fald for dem med moral og noget på saldoen: Ved fratrædelsen lod ØK-medarbejderen en sum blive stående i firmaet, og een gang om måneden kunne den efterladte kone møde op på kontoret og få udleveret en brun kuvert med børnepenge. Og der synes at have været nogenlunde faste takster: Omkring 1920 var det 50 ticaler (ca. 65 kr.) om måneden det første år, derefter 25 ticaler pr. barn. pr. måned.

Peder P. Hedegaard (1882-1957) var landbrugskandidat af uddannelse, og han var i årene 1911-1920 ansat som skovassistent ved ØKs skovvæsen i Prae, 750 km nord for Bangkok. Han rejste til Siam med høje idealer om ægteskab og seksualitet. I starten havde han også held til at holde den moralske fane højt, at dømme efter brevkorrespondancen med sine kolleger, men Peder ”went native” i de sidste år af sin ansættelse i Siam og levede sammen med en lokal kvinde. Da kontrakten udløb, fik han den forlænget flere gange, men endte med at rejse hjem i juni 1920.

Det var formodentlig svært for Peder at overskue konsekvenserne af at bringe en ”vild”, ”gul”, ”hedning” af en kone med hjem til Danmark og til sin stærkt religiøse vestjyske familie; betegnelserne i gåseøjne er bestemt ikke Peders, de stammer fra familiens breve og afspejler den almindelige forestilling i Danmark om Østens mennesker.

Ved Peders afrejse var sønnen Scott godt to år gammel, og konen var gravid med nummer to. Her er et af brevene oversat:



De fleste af ØK-folkenes lokale koner endte som ofre, da kontrakten var slut, og ni ud af ti mænd rejste hjem. Før vi dømmer mændene, må vi retfærdigvis sige, at ingen ved, hvor mange kvinder, der reelt fik tilbuddet om at rejse med, men takkede Nej. Det, vi ved, er, at de efterladte kvinder befandt sig i en vanskelig situation. De var vragede, udsatte og stigmatiserede for at have indladt sig med faranger.

Men de var langt fra alene, og det ser ud til, at disse kvinder søgte sammen, og at deres dansk-siamesiske børn i mange tilfælde giftede sig indbyrdes.

Det overførte ikke bare det stærke indslag af danske gener til næste generation; det betød også, at kulturpåvirkningen fra Vesten blev styrket. En del af disse siamesiske familier konverterede til kristendommen, børnene blev sendt på en kristen privatskole, og man orienterede sig i det hele taget mod vestlig kultur.

Kontakten genskabt

I 2016 blev den danske gren af familien kontaktet af den thailandske gren.

Scott havde fået 19 børn med 6 forskellige koner,

I 1993, da Scott var midt i 70’erne, forsøgte han forgæves at overtale to af sønnerne at køre ham i bil fra Thailand til Danmark (han turde ikke flyve); Scott ville opsøge sin fars gravsted og familie, mens han kunne. Det nåede han dog ikke.

»Hvis du også er blevet fanget af historien, så kan den fulde historie læses påfølgende link.

»Svendborg Museum (sikkerhedskopi PDF)