Oprettet af thai d. 28-12-2011 01:12
#1
Den japanske bilproducent Honda er begyndt at skrotte flere end 1.000 biler i Thailand. Det sker for at forsikre bilkøbere om, at der ikke på noget tidspunkt vil blive solgt Honda'er, der har været ramt af den seneste tids oversvømmelser i landet.
Skrotningsprocessen, der finder sted på Hondas fabrik i den centralt beliggende Ayutthaya-provins, ventes at tage en måned, oplyser producenten i en meddelelse.
Fabrikken, der ligger i Rojana Industripark, hvor voldsomme oversvømmelser i begyndelsen af oktober satte en stopper for produktionen. Luftfotos viste hundredvis af nye biler, der var druknet i mudret vand.
Mange nye biler er blevet reddet
»Det lykkedes at flytte mange nye biler, der ventede på at blive afskibet, i sikkerhed for vandmasserne, men de 1.055 biler, der ikke blev kørt væk fra fabriksområdet i tide, blev komplet ødelagt«, siger vicedirektør Pitak Pruittisarikorn, Honda Automobiles Thailand.
»Vi vil ikke sælge nogen af de ødelagte biler til kunder, ligesom vi heller ikke vil sælge eller genbruge dele af dem«, tilføjer han.
De fleste af de biler, der skal skrottes, er mellemklassebiler af modellerne City, Brio og Jazz. Endnu er produktionen på fabrikken ikke genoptaget.
Danske Honda-bilejere bliver ikke berørt af oversvømmelserne, da deres biler kommer fra en fabrik i England.
LÆS OGSÅ Uvejr i Asien har kostet 50 milliarder
De thailandske myndigheder har meddelt tidligere på måneden, at over 700 mennesker er omkommet under oversvømmelserne, som da det gik vildest til har berørt 65 af den lavtliggende nations 77 provinser.
Vandmasserne har lukket syv vigtige industriparker, hvilket igen har betydet afbrydelser i de globale forsynings kæder.
Vandmasserne er siden faldet betragteligt, men store områder står over for gennemgribende rengørings- og oprensningsopgaver, før hjulene igen begynder at rulle.
http://politiken....ede-biler/