Den danske konsul i Pattaya-Jomtien anslår, at den lokale danskerkolonis størrelse er firedoblet siden 1999, men hverken han eller den danske ambassade i Bangkok tør sætte tal på præcis hvor mange, den tæller.
Kun et fåtal underretter de danske myndigheder om deres bopæl i Thailand.
Gør de det, frafalder de pensionstillæg, der kan forsøde tilværelsen i et land, hvor 20 cigaretter koster 8 kroner og et måltid på en restaurant under 20 kroner.
»Mange har ingen interessere i at fortælle, at de bor her. I stedet har de adresse i eksempelvis Spanien, hvor man lovligt kan bo med alle tillæg,« fortæller konsul Stig Vagt-Andersen.
Således traf Jyllands-Postens udsendte medarbejdere snesevis af danskere, der modtager danske overførselsindkomster, men ikke ønskede at medvirke i interview, fordi de hjemlige myndigheder ikke skal vide, at de bor her.
»Et er sikkert: Danskerkolonien vokser hastigt, og især mandlige danske, norske og svenske pensionister foretrækker at bo her fast. I 1993 var her syv skandinaviske restaurationer. I dag er her over 200. Også det giver et fingerpeg om udviklingen,« siger konsulen, der har boet i byen i 20 år.
3.000 bor her hele året
Flere af de danske emigranter, der kender kolonien mest indgående, er overbevist om, at den tæller tusindvis af danskere.
»Jeg mener, at cirka 3.000 danskere bor i Pattaya-Jomtien-området hele året, og cirka 5.000 bor her mellem tre og seks måneder årligt,« siger Bjarne Nielsen, der i 34 år har været vært på den danske restaurant Kronborg, der åbnede i byen i 1980'erne.
kilde http://jp.dk/udland/asien/article1747134.ece