Solstolene er væk. Parasollerne også - undtagen dem, som turisterne selv har med.
Der har været tilfælde, hvor turister er blevet bedt om at fjerne deres medbragte parasoller. Lige nu synes reglen at være, at lejede parasoller er forbudt, mens dem, turisterne selv køber, må være der.
Men effekten af militærets oprydning på strandene på Phuket er åbenlys. Strandene ser nu ud, som de var engang.
Åbne idylliske kyststrækninger, hvor turisterne ligger hist og her i sandet og soler sig eller nyder træerne skygge, og hvor der er god plads til at gå tur langs strandkanten.
Læs også: Phuket vil med på verdensarvlisten
»Jamen, det er jo perfekt. Strandene er igen, som de strande, turisterne oprindelig kom til Thailand og Phuket for,« siger en tilfreds Johan Magnusson.
Han er direktør for Sunwing Resort og Sunprime i Kamala, og har kun mødt tilfredse skandinaviske gæster efter militærstyrets store oprydning.
»Vi har købt flere solstole, som vi har herinde på vores egne resorts. Og ude på stranden ligger folk på håndklæder eller de stråmåtter, som sælgerne nu har i deres boder. Der er stadig det livlige strandliv med salgsboder, thaimassage og smårestauranter. Det er bare flyttet fra stranden ind på privat grund mellem palmerne bag stranden,« fortæller han.
Læs også: Militæret har ryddet Thailands strande
Inde i Patong, øens største turistby, var det ikke kun stolstolene, der blev kørt væk af militæret. Også en stor bid af restauranterne, som ligger i første række til stranden, og som uden tilladelse voksede adskillige meter ud i sandet, er fjernet.
En af dem »Chez Bernard« blev næsten halveret i den forbindelse, men ejeren, franske Bernard, er trods alt ikke utilfreds.
»Vi får faktisk flere gæster nu end før,« siger han.
Militæret har også sat ind mod den såkaldte taxa-mafia på øen. Med Bangkok som forbillede skulle alle taxaer registreres og køre efter taxameter, og tuk-tuk'ernes priser skulle kontrolleres. Men det er endnu ikke alle taxaer, der har taxameter.
Gode råd til turister:
Gå uden om taxaer, hvor man skal forhandle en fast pris. De er som regel dyrere end taxametrene.
Taxaer med licens har et grønt nummerskilt. Tjek desuden, at chaufføren slår taxametret til. Det hænder, at han »glemmer« det.