Thailand har benådet amerikansk statsborger,
Skrevet af ADM d. 11/07/2012 11:48:07

Udvidet nyhedstekst

Amerikansk bilsælger benådet efter kongefornærmelse i Thailand



En amerikansk statsborger er i Thailand blevet benådet efter en dom for majestætsfornærmelse.

Thailand har onsdag benådet en amerikanske statsborger, der var blevet fængslet for at have fornærmet den thailandske konge i en sag, som har medført skarpe protester fra USA, der mener, at manden slet ikke skulle have været straffet.

Joe Wichai Commart Gordon, der er født i Thailand, skulle have afsonet to og et halvt års fængsel efter en dom i december sidste år. Men han er nu blevet tildelt en royal benådning, siger en ledende embedsmand fra det thailandske fængselsvæsen onsdag.

Gordon, der er 55 år og bilsælger fra delstaten Colorado, blev dømt efter kongedømmets strenge lov om majestætsfornærmelse.

Han blev løsladt fra fængslet i Bangkok sent tirsdag, fortæller fængselsmyndighederne.

Gordon blev arresteret i maj under et besøg i Thailand.

Han blev oprindeligt idømt fem års fængsel, men retten halverede dommen, fordi han erkendte sig skyldig i at have offentliggjort en i Thailand forbudt biografi om kong Bhumipol på internettet, mens han var i USA.

Ytringsfriheden under pres
Sagen er den seneste af flere tilsvarende, hvor udlændinge har fået langvarige fængselsstraffe for at fornærme kongefamilien. Menneskeretsforkæmpere i Thailand mener, at de hårde domme er et forsøg på at knægte ytringsfriheden i landet.

Gordons løsladelse kommer få dage før et planlagt møde mellem den thailandske premierminister, Yingluck Shinawatra, og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

»Vi er glade for nyheden om, at den amerikanske statsborger Joe Gordon er blevet benådet«, siger den amerikanske ambassadør i Thailand, Walther Braunohler.

»Vi opfordrer de thailandske myndigheder til at sikre, at ytringsfriheden bliver beskyttet i henholdt til internationale forpligtelser«, tilføjer ambassadøren.

Maksimumstraffen for at fornærme kongen eller dennes familiemedlemmer er 15 års fængsel.

 

kilde Politiken