MP advarer Bangkoks indbyggere
Skrevet af ADM d. 28/10/2011 03:03:45

Udvidet nyhedstekst

Flere flygter nu fra de oversvømmelser, som ifølge regering burde være overstået.

Hele Bangkok er nu sårbar over for oversvømmelser.

Sådan lyder advarslen fra Thailands ministerpræsident, Yingluck Shinawatra, der står frem på tv for at forberede millionbyens indbyggere på situationen.

»Oprindeligt troede vi, at Bangkok kun ville være oversvømmet i to uger eller en måned. Men nu er jeg kun 50 procent sikker på, at den indre by ikke vil blive oversvømmet«, siger ministerpræsidenten ifølge The Telegraph.

Allerede nu er hovedstaden yderst påvirket af vandmasserne, der har tvunget mere end 100.000 mennesker til at forlade deres hjem.

LÆS OGSÅDansker i Thailand: Der mangler ikke mange centimeter, før vandet løber over

Over end 370 mennesker har mistet livet under de massive oversvømmelser, der har præget landet siden juli.

Folk og forbrydere evakueres
Regeringen erklærede i går, at indbyggerne i 21 af Thailands regioner, blandt andet Bangkok, ville få fri i fem dage, så de kan forberede sig på vandstigningerne eller evakuere deres familier.

Mange har allerede forladt deres hjem og søgt mod krisecentre, mens endnu flere nu er på vej mod højereliggende områder.

 

Flere hundrede mennesker har søgt ly i Bangkoks andenstørste lufthavn, Don Muang, hvor kriseberedskabets hovedkvarter desuden befinder sig. Men heller ikke her er man ugeneret af vandmasserne, skriver BBC.

Flytrafikken er blevet lukket ned og de evakuerede må evakueres fra stedet igen.

LÆS OGSÅ Oversvømmelser sætter Thailand i stå i flere dage

Situationen er så kritisk, at 600 af landets farligste forbrydere er blevet flyttet fra det berygtede Bang Kwang-fængsel, der er kendt for at have utroligt hårde forhold, skriver The Telegraph.

Samtidig er omkring 500 af de mest ufarlige fanger blevet løsladt de foregående uger, så de kunne hjælpe med at bygge diger og bære sandsække.

I mange områder er der mangel på vand på flasker, og flere butikker er begyndt at rationere varerne, så folk ikke hamstrer, skriver BBC.

kilde Politiken