En række mystiske og uopklarede dødsfald på et turisthotel i det nordlige Thailand kan sandsynligvis tilskrives et giftigt insektmiddel, der skulle udrydde væggelus.
Den 6. februar i år døde den 23-årige new zealandske turist Sarah Carter på et hotel i Chiang Mai, og siden har hendes familie beskyldt hotellets ejer samt myndighederne i Thailand for ikke at gøre tilstrækkeligt for at komme til bunds i sagen.
I en tv-udsendelse mandag hævder en ekspert, at Sarah Carter sandsynligvis døde, fordi hun indåndede det kemiske middel, som hotellet brugte til at få has på væggelus.
- Jeg tror, hun blev dræbt, fordi hotellet overdrev brugen af et middel mod væggelus, siger Ron McDowall i programmet 60 Minutes på en new zealandsk tv-kanal. McDowall er ekspert i farlige kemikalier og arbejder som konsulent for FN.
Journalister fra programmet fik under dække af at være turister adgang til det værelse Sarah Carter boede i, sammen med to venner, i Chiang Mai og indsamlede prøver, som senere er testet i et laboratorium.
Ifølge McDowall blev der fundet spor af et kemisk middel, som hyppigt anvendes til at udrydde væggelus og kakerlakker med, men som i adskillige lande ikke må anvendes indendørs.
At midlet fortsat var til stede i hotelværelset tre måneder efter Sarah Carters død, er ifølge McDowall tegn på en meget høj koncentration, da hun befandt sig på hotellet. Hendes to rejsekammerater blev også syge, men er siden erklæret raske.
Seks andre personer, heriblandt flere turister, er døde under tilsvarende omstændigheder på det samme hotel. Sandsynligvis fordi de også har været udsat for store doser at insektmidlet, ifølge McDowall.
Myndighederne i Thailand har tidligere hævdet, at de mange dødsfald på hotellet i Chiang Mai skyldes tilfældigheder.
/ritzau/dpa