Sådan døde min ven i Phuket
Skrevet af ADM d. 22/01/2011 06:48:00

Udvidet nyhedstekst

68-årig mand fra Brande kollapsede kun 10 meter fra strandkanten i Thailand

Helge Jensen, Storegade 30 i Brande, gjorde alt, hvad han kunne for at redde sin jævnaldrende nære ven, Erik Larsen, Brande, der for en uge siden kollapsede i vandet kun 10 meter fra strandkanten ved Phuket i Thailand. Det lykkedes ikke. Han døde af et hjertestop.
De detaljer, er via Ritzau blev gengivet i danske medier, var ikke korrekte. Der var på ingen måde høje bølger, og der var heller ikke røde advarselsflag oppe. Og der var heller ikke tale om, at 68-årige Erik Larsen druknede, da han omkom under ferien ved Phuket. Det var hans svage hjerte, der gav op.


Det fastslår Helge Jensen, der oplevede dødsfaldet på absolut nærmeste hånd.


Anne-Lise og Helge Jensen har ofte rejst på ferie sammen med Else og Erik Larsen.

 

40 års venskab

- Det har været en venskab gennem 40 år, og vi har ofte været ude at rejse sammen. Denne gang skulle en 14-dages rejse til Thailand være den helt store ferieoplevelse, fortæller Helge Jensen.

De to par tog af sted fra Danmark onsdag i sidste uge. Fredag gik det galt.

 

 

Fik hovedet under

- Den fredag var Erik og jeg ude at bade, mens vore hustruer opholdt sig på stranden. Vi svømmede på vej ind, da vi begge fik hovedet under vand i en lille bølge. Erik kunne absolut ikke lide at få hovedet under vand. Han begyndte at hoste, og han nåede ikke rigtig at få vejret, inden han igen fik hovedet under i endnu en lille bølge.

- Jeg sagde til ham, at han skulle tage fat i et af mine ben, så jeg kunne svømme ham ind, og det gjorde han. Men der gik maksimalt fem sekunder, inden han slap taget kun 10 meter fra strandkanten. Da lå han stille med hovedet under vand.

 

 

Ingen livstegn

- Jeg råbte på hjælp, og der var omgående livreddere fremme. De forsøgte at genoplive Erik, men der var overhovedet ingen livstegn. Han havde et svagt hjerte og tog hjertemedicin. Han døde af et hjertestop, så det er ikke korrekt, at han druknede, som de danske medier skrev, siger Helge Jensen.

Der kan gå en uge endnu, inden kisten med Erik Larsen kan blive transporteret til Danmark.

kilde vejleamtsfolkeblad.