En af lederne bag sidste års store protester i Thailand blev fredag morgen såret af skud. Partifæller siger, at der var tale om et attentatforsøg.
Fredag den 17. april 2009, 02:32
Lederen af den protestbevægelse, der sidste år stod bag en ugelang besættelse af lufthavnen i Thailands hovedstad, Bangkok, blev til morgen såret af skud, rapporterer hans partifæller og thailandske medier.
Ifølge avisen The Nation blev der affyret omkring 100 skud mod protestlederen, Sondhi Limthongkul.
To kilder i protestbevægelsen, Folkets Alliance for Demokrati (PAD), sagde, at det var et forsøg på at komme ham til livs. En af dem fortalte, at Sondhis bil blev angrebet ved en benzinstation i nærheden af centralbanken i Bangkok. Ifølge de foreløbige oplysninger er Sondhis chauffør alvorligt såret.
Sondhi stiftede PAD med det formål at styrte daværende premierminister Somchai Wongsawat, som mange mente var en marionet for den afsatte premierminister Thaksin Shinawatra.
PAD har ikke været involveret i den seneste uges uroligheder i Thailand. Derimod beskyldes Thaksin for at have opildnet til de uroligheder og demonstrationer, der førte til optøjer i Bangkok og saboterede et asiatisk topmøde i feriebyen Pattaya i weekenden.
/ritzau/Reuters