Antal indlæg: 3349 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Det er Thailands berygtede lov om ærekrænkelse, der har bragt en amerikansk turist på ferieøen Koh Chang i fedtefadet.
På hotellet Sea View Resort i Thailand nusser man om sin »Tripadvisor-profil, hvor man kan bryste sig af en flot score på 4,5 ud af 5 point.
Hotellet går så meget op i sit omdømme på den digitale rejseplatform, at det har sagsøgt en amerikansk turist for at skrive negative anmeldelser.
Han risikerer nu op til to års fængsel og en bøde på 40.500 danske kroner.
Anklagen går på, at den amerikanske turist Wesley Barnes har skadet hotellets omdømme. Og det skal man passe på med i Thailand, der er berygtet for sin strenge lov om ærekrænkelse, som ofte bliver kritiseret af menneskerettighedsorganisationer.
I en anmeldelse fra juli skriver han, at han er stødt på 'uvenligt personale', der 'opfører sig, som om de ikke ønsker nogen gæster'. En anden anmeldelse er blevet fjernet, fordi den overtrådte Tripadvisors retningslinjer. Her anklagede amerikaneren hotellet for 'moderne slaveri'.
Wesley Barnes, der arbejder i Thailand, har allerede tilbragt to nætter i brummen. Han blev arresteret af det thailandske immigrationspoliti, der tilbageholdt ham på øen, inden han blev løsladt mod kaution.
Hos Tripadvisor har man besluttet at suspendere alle nye anmeldelser af hotellet, der er endt i lidt af en shitstorm.