DBU har arbejdet med det såkaldte Ligalandshold – de aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere fra primært SAS Liga-klubberne – siden 1983.
Den kommende træningstur bliver den sjette til Thailand og den tredje med Morten Olsen som landstræner, efter Ligalandsholdet første gang var på træningsophold i Bangkok i 1988 med Sepp Piontek som ansvarlig. I 1996 stod Richard Møller Nielsen i spidsen for Ligalandsholdet under træningsturen til Bangkok, to år senere var Bo Johansson træner for truppen.
I 2003 var holdet med Morten Olsen som træner på en kombineret træningstur til Bangkok og Hong Kong, og sidste år var Ligalandsholdets deltagelse i den traditionsrige Kings Cup-turnering en del af træningsopholdet, som blev gennemført på feriedestinationen Phuket.
Det er holdets status som titelholder, der har sikret den nye invitation fra det thailandske fodboldforbund, og det er ikke mindst de positive erfaringer fra træningsopholdet i januar, der har fået DBU til at acceptere invitationen.
Denne gang bliver træningsopholdet henlagt til Nakhon Ratchasima-provinsen et par timers kørsel fra Bangkok inde i landet.
Ligalandsholdstruppen vil blive udtaget efter afslutningen på efterårets SAS-Liga.