Bruger
Antal indlæg: 3349
Tilmeldt: 03.07.09
Status:
Offline
|
Skal ferien indeholde masser af adrenalin? Så er svaret et syv sekunders frit fald i verdens højeste bungee jump.
216 vertikale meter er meget. Det er seks gange Rundetårn stablet ovenpå hinanden. Det er dobbelt så højt som Københavns Rådhustårn. Det svarer til 52 etager i en bygning.
Det er også det antal meter, der er fra den sydafrikanske Bloukrans River Bridge til Bloukrans-floden, der løber nedenunder den, og dermed det antal meter, man skal hvirvle nedad i syv sekunders frit fald, hvis man har fået den idé at prøve verdens højeste bungy jump, som elastikspringet fra Bloukrans River Bridge på Sydafrikas sydkyst er.
Historien bag bungy jump
Idéen med at lægge sit liv i en elastik og kaste sig ud i den tynde luft, bare fordi man har lyst, er ikke ny – unge mænd på fjerne stillehavsøer har i hundredvis af år bevist sig rigtige mænd på den facon, ligesom nogle få ulovlige hop blev foretaget i engelsk luftrum i slutningen af 1970erne.
http://www.rejsel...k/juuuuump
Men først da new zealænderen A.J. Hackett i 1988 gav verden mulighed for at trodse tyngdeloven ved at hoppe ud fra den nu verdensberømte Kawarau Bridge i Queenstown, New Zealand, blev begrebet bungy jump en del af alle frygtløse unges vokabularium.
Siden da har millioner af mennesker søgt det, der ofte betegnes som det ultimative adrenalinsus, og kastet sig ud i alt fra kraner, broer og træer til Verzasca-dæmningen i Schweiz, som James Bond-fans muligvis husker fra åbningsscenen i filmen »Golden Eye«.
Ikke at være den første elastikspringer i verdenshistorien gør imidlertid ikke spændingen ved situationen mindre, da jeg står på kanten af den kløft, som Bloukrans River Bridge danner bro over. Og kan se, hvor langt 216 lodrette meter egentlig er. Og hvor skrøbelig en sådan elastiksnor, om end det ikke just er en af de brune fra køkkenskuffen, der er tale om, i virkeligheden ser ud herfra, hvor også store mænd på over 100 kilo kastes rundt i luften som små fnug på deres vej ned mod bunden af kløften.
Sommerfugle i maven
Storskærmen i caféen, hvor alle de, der blot er påhæng til adrenalinjunkierne, roligt venter, gør ikke sommerfuglene i maveregionen mindre flagrende, et velplaceret kamera ude på broen gør seerne i stand til at følge den udvalgte jumper i sekunderne lige før, under og efter hoppet – og afslører, at flertallet er udstyret med nervøse trækninger frem for spændte miner.
»Har du fortrudt?« spørger min bedre halvdel med det smørrede grin, som man formentlig fortjener at få, når man har udtalt sig lidt for kækt og lidt for slet skjult hånligt om hans manglende tilmelding til det forestående hop ud i intetheden.
Af samme årsag har jeg naturligvis ikke fortrudt det fede kryds af sprittusch på min håndryg, der indikerer for omverdenen, at jeg er en af hopperne og ikke bare påhæng. Og farer – så vidt som det nu er muligt, når man er snøret ind i sikkerhedsseler – som den første af denne times ti hoppere hen til guiden, da der fløjtes til march ud mod platformen, vi skal springe fra.
En platform, der er konstrueret på betonpillerne under broen, fordi Bloukrans River Bridge er en motorvej og dermed ikke det optimale opholdssted for ti spændte piger og drenge, der har svært ved at stå stille, indtil det er deres tur til at opleve det såkaldte ultimative gys.
Den lange gåtur
For nogle ville turen ud til platformen formentlig være ultimativ gys nok i sig selv. For spændingens skyld har man bygget den 200 meter specialbyggede gangbro af et materiale, som man kan se igennem. Og dermed for hvert skridt, man tager ud mod midten, se, hvordan der bliver længere og længere til bunden af kløften.
To hollandske piger nægter at se nedad, de stirrer sammenbidt op mod himlen hele vejen, mens de holder hinanden så hårdt i hånden, at deres knoer er hvidere end deres ansigtskulør.
»Bungy jumping keeps you young,« griner guiden til dem og påstår, han er 50, men ligner en, der stadig har sin 30 års fødselsdag til gode.
»Jeg vil vædde på, I vil prøve en gang til, når I har hoppet,« siger han, og udpeger den ene hollandske pige til at være første kvinde på det, hun ser ud til at mene er skafottet.
En af hans kolleger fyrer op for musikken, som dunker i hele den godt 100 kvadratmeter store platform og drukner skriget fra Holland, da den spinkle teenager forsvinder ud over kanten.
Modsat andre bungy jumps opererer man her ikke med at blive sat af i bunden af kløften, men hejses op på broen igen, når elastikken er faldet til ro. Vi stirrer spændt på kablet, hun fires op ad, er hun besvimet? Hysterisk? Bange? Ingen af delene. Tre minutter senere dukker et styk flækket hollandsk træsko op over kanten.
Reaktionen hos de næste fire er den samme. Når de tumler op over kanten, kan de gå på vandet og hente månen ned og vandre til enden af regnbuen.
Vi elastik-jomfruer smiler stift og spekulerer på, om vi også får det sådan. »Gitte Holtze!« råber instruktøren.
Three, two, one, juuuuump
På med elastikken, som er en stor, tyk, vamset sag, der lægger sig som et stramt tæppe om begge mine ankler. Lette hop med, i sagens natur, samlede ben ud til kanten. Nedtælling, three, two, one, juuuuump. Et let skub i ryggen – hvad var nu det, skubbede han mig ud? når jeg lige at tænke, inden jeg ikke tænker mere.
For nu flyver jeg, eller sådan føles det, nedad, nedad, nedad, suser forbi de enorme betonpiller, der udgør broen, forbi grantræer, ned mod floden, vinden hyler i ørerne og får øjnene til at løbe i vand, og så, vuuuuusj, trækkes jeg opad igen, da elastikken er strukket helt ud, og jeg er igen vægtløs, så det kilder i maven, og jeg skoggerler, som om jeg var blevet sindssyg, og fordi det er så sindssygt sjovt, mens verden farer forbi i en uvant vinkel, og jeg skiftevis ser på havet for enden af kløften og træerne og floden under mig.
Så falder elastikken langsomt til ro, og jeg hænger bare, lader armene dingle og lytter til stilheden. Drejer hovedet og ser op mod broen, langt, langt oppe, og ler igen af det bizarre i at hænge her med mit liv i en snor.
Da jeg hejses op over kanten og møder de spørgende blikke, kan jeg mærke, hvordan mit ansigt er forvandlet til et grin, jeg ikke kan fjerne. Nej, det gjorde ikke ondt, og nej, jeg tænkte ikke over, om elastikken var sat ordentlig fast, og nej, jeg blev ikke svimmel af at flyve nedad med hovedet først, eller syntes det var ubehageligt at hænge som en flue fanget i et spind 200 meter under broen.
Og ja, jeg kan gå på vandet og hente månen ned og vandre til enden af regnbuen. Og vil prøve en gang til.
3 andre bungy jumps
Macau Tower, Kina: Fra spring-platformen på Macau Tower i Kina er der 233 m til jorden, og da det er et tårn, krydres oplevelsen med et fald, der foregår ganske få meter fra betonvæggen og giver dermed den fulde fornemmelse af den fart på 200 km/t, som man falder med. ajhackett.com/macau
Korinthkanalen, Grækenland: En 3.000 år gammel og bare 24 m bred kløft danner ramme om bungy jumpet i Korinthkanalen nær Athen i Grækenland. Der er 79 m til floden i bunden af kløften, og springet er så spektakulært, at det amerikanske realityprogram Amazing Race har sendt sine deltagere forbi her. zulubungy.com
Pucon, Chile: Skal det være virkelig spektakulært, skal man til Pucon godt 800 km syd for Santiago i Chile, hvor man spændes fast på landingsstellet af en helikopter, flyver 50 km ud til aktive vulkan Pucon, som man hopper ud over. Faldet er knap 120 m, og når elastikken er strukket helt ud, hænger man cirka 250 m over den boblende lava.
http://www.rejsel...k/juuuuump |