Af Thomas Breinstrup Mandag den 30. marts 2009, 08:32
Det dansk-svenske Internet-telefonprogram topper på international telefoni,
og nu kommer Skype også til Apples iPhone.
Det dansk-svenske Internet-telefonprogram Skype er verdens største udbyder af international telefoni.
Det siger analysehuset TeleGeography, som konstaterer en vækst
i Skypes internationale trafik på hele 41 procent i 2008, skriver Computerworld.
Skype, der er opfundet af danskeren Janus Friis og svenskeren Niklas Zennström,
ejes i dag af Internet-auktionshuset eBay, som for nylig også købte Den Blå Avis.
Programmet kan gratis hentes til Windows, Mac og Linux.
Det anvender Internet-forbindelsen, så man med et hovedsæt kan ringe til andre Skype-brugere
og tale med dem ganske gratis.
Derudover kan man for et mindre beløb ringe til almindelige telefonnumre verden over til
takster, der ligger langt under, hvad teleselskaberne tager;
det sker via funktionen SkypeOut.
Sidste år blev der ringet i 8,4 milliarder minutter via SkypeOut.
Ifølge TeleGeography var der sidste år 12 procent flere telefonopkald over grænserne.
Skype til iPhone tirsdag
Internet-telefonprogrammet Skype vil fra tirsdag kunne bruges også på Apples
meget omtalte iPhone-mobiltelefoner,
og til maj vil der komme en version af programmet til de canadiske BlackBerry-telefoner.
»Forespørgsel nummer 1 fra kunderne er at gøre Skype tilgængelig på iPhonen,
« siger Scott Durchslag, Skypes daglige driftschef.
Skype har i dag flere end 400 millioner brugere.
De kan desuden chatte med hinanden, ligesom
Skype kan bruges til gratis videoopkald til andre Skype-brugere.