Antal indlæg: 337 Tilmeldt: 04.12.11 Status: Offline
Dagbogen 27.10.2012 Hell Fire Pass
Godmorgen Dagbog.
En lang tur, og mødet med en desillusioneret ung Amerikaner !!
Det kan jo ikke undgås at man falder i snak med folk når man som jeg sidder her på terrassen og fintænker, nysgerrige blikke bliver sendt fordi jeg opholder mig så meget her, og mange ønsker blot selskab fandt jeg ud af. Nogle meget gamle mænd et pænt stykke over de 80 med tilhørende manglende hørelse der gjorde samtale næsten umulig, og en koncentrationsevne, eller mangel på samme der gav dødsstødet til flere samtaler der simpelthen blev for indviklede og gav øm hals, men dog fik tiden til at gå.
Amerikaneren jeg henviser til, faldt jeg i snak med ude på vejen hvor jeg sad på en bænk og kiggede på livet. Han bor også her på hotellet hvor jeg bor, hvor jeg har set ham et par gange sammen med en lille tynd Thai pige. Nå men, vi faldt i snak fordi han ville have et råd til leje af bil for en dag, og han kunne ikke blive klog på sin pige der opførte sig ‘underligt’ når betalingen skulle overstås. Det havde han oplevet flere gange, og kunne som sagt ikke forstå det skulle være så svært at betale det forlangte uden at nødvendigvis skulle vende tilbage alene til manden (eller damen) flere gange
Han var 28 år fortalte han mig, arbejdede for IBM i Silicon Wallye, og tjente gode penge, det havde så givet ham råd til en rejse til Thailand i Juni måned, hvor han så mødte den her pige på en bar, forelskede sig i hende, og giftede sig på Ampur med hende. Alt det inden for en uge fortalte han mens han prøvede at se glad ud der nu ikke lykkedes så godt. Så da han spurgte om han måtte komme om aftenen og snakke, sagde jeg selvfølgelig ja til ham.
Og han kom allerede ved sekstiden og så om end mere frustreret ud en tidligere på dagen, nu havde pigen trukket en ukendt bror op af hatten, præsenteret broderen for ham, og var så ellers kørt ud efter vand der åbenbart var så svær at finde, at det tog dem 5 timer at komme tilbage. Staklen var totalt ude af den, han var kommet tilbage til Thailand fordi de havde skændes via Internettet over pigens Fjæsbook profil, hvor hungrende falanger lagde sjofle beskeder op på tavlen. Det ville han nu have vished for, og sendte hende penge så hun kunne hente ham i lufthavnen, men der kom selvfølgelig ingen pige og hentede ham. Hendes telefon var lukket i næsten to dage inden det lykkedes ham at snakke med hende, og det var selvfølgelig den gode gamle historie om syge køer og familiemedlemmer han fik fortalt, og faldt for. Så nu var de her i et par dage, hende sammen med sin ‘bror’ der fik al hendes opmærksomhed fortalte han, han følte han kun var med for at betale som vel også var sandheden
Der gik et par timer med at høre på al hans tvivl der nagede ham meget, for han havde med sine over 100 kilo og et gustent udseende efter en million timer foran en skærm, garanteret med lige så mange poser chips, svært ved at finde en pige hjemme som han ærligt fortalte.
Så hvad skulle han gøre spurgte han ??
Han havde INTET kendskab Til Thailand overhovedet inden han kom herud for første gang for et par måneder siden, og han havde slet ikke kendskab til pigernes evner ud i kunsten at snøre godtroende turister, så han var virkelig på bar bund den stakkel da jeg prøvede at flikke et svar sammen til ham. Det korte af det lange er, at jeg rådede ham til at smutte. Gå ud på vejen og stop en taxi eller bil, sig du vil til Bangkok og forsvind når pigen er på tur med sin ‘bror’, sluk for telefonen eller bloker hendes nummer hvis du kan. Tag hjem og begrav dig i dit arbejde og vent et par år med at komme tilbage, til den tid har hun nok glemt at i er gift og måske har nogle krav til dig
Jeg havde sgu ondt af ham med den lille viden jeg har til pigerne, han var faldet pladask for det gamle velkendte nummer han ikke vidste eksisterede, og som mange andre også falder for, inklusiv mig selv for et par år siden hvor jeg også brændte fingrene
Siden så jeg ikke noget til ham, han ringede heller ikke som jeg havde sagt han skulle gøre hvis han ikke kunne finde en taxi, jeg kunne så trække på dem jeg kender her for at hjælpe ham, men jeg håber inderligt at han fulgte mit råd om at stikke af inden det blev alt for unødvendigt kompliceret
Alt det her skete på hviledagen efter min tur til Hell Fire Pass der var meget lang, men solen skinnede og vejen lokkede, en lokken der var helt uimodståelig. Så jeg startede tidligt ud, iført langærmet bluse i morgenkulden der lå som en tung dyne i bjergene jeg passerede på vejen. Men solen fik hurtigt magt så jeg samtidig kunne opdatere min kulør, sandalerne blev lagt op i kurven, cruise kontrollen blev sat til 50 kilometer i timen, og eventyret begyndte
Jeg vil ikke belaste eller trætte jer med billeder fra selve køreturen, jeg ved at min glæde over alt det grønne her i Thailands have, kan være lidt overvældende og til tider for meget for jer andre. Men tro mig på mit ord når jeg siger, at en køretur, til tider alene på vejen med det ene pragtfulde syn efter det andet, svingende fra smukke grønne bjerge der prøver at sluge mig, hvisker lokkende til mig, kom og se, kom og oplev, til benovelsen hver gang jeg passerer en svulmende brun flod med den smukke lyd af vandets klukken når den møder modstand, der gør mig lykkelig og glad
Her på vejen mod Sangkla Buri beliggende ved grænsen til Myanmar, er vejkanterne indraget af bønderne til tørring af frugt, grønt og ris, fattige bønder fra den anden side af grænsen sjosker rundt mellem frugterne og vender dem med en lang bambus pind, og sætter sig så ellers igen i skyggen fra et af de utallige kæmpe træer der indrammer vejen. Ifølge Go Lung der selv dyrker frugt og grønt her i Sai Yok, er Burmeserne billigere arbejdskraft end Thaier, Burmeserne får kun 140 Bht pr dag, hvorimod Thaierne forlanger 200 Bht, så valget er ikke så svært når der skal hyres folk. De kan være fattige og underbetalte hvad ved jeg, men jeg ved at deres smil og hilsen når jeg igen skiller mig ud ved at køre på knallert, og ikke befinder mig i en afkølet minivan der fræser forbi med 150 kilometer i timen, er ærlige og venlige hilsner der altid gør mig glad.
Møgbeskidte børn i alle aldre, smiler med hele kroppen hvis man gengælder deres hilsen, de løber efter knallerten og vinker og råber, det er så herligt hver gang
Vejen, der er af en eller anden uforståelig grund er temmelig stor nu grænseovergangen i Sangkla Buri har været lukket for passage i mange år, bliver også brugt til omlæsning af kvæg der græsser alle vegne her. Om lastbilerne holder i den ene eller anden retning er ikke så vigtig, som om færdselsloven er ikke eksisterende, stopper bilen der hvor den stopper. Så der kommer nogle overraskelser på vejen når kvæget ikke lige har lyst til at blive kørt, enten til en ny mark, eller slagteriet, og prøver at stikke af. Men det er jo en del af charmen syntes jeg ved selv at køre rundt, det behøver sgu ikke være så struktureret i min verden.
Så jeg var allerede fyldt med oplevelser da jeg holdt rygepause ved Sai Yok Noi (63 km), hvor turister allerede blev læsset af selv om klokken kun var 9 morgen. Og her kom jeg i tanke om hvad jeg skulle huske at fortælle jer, eller rettere advare jer imod, nemlig turistbusserne der her har frie tøjler
Og specielt et bus firma fik min opmærksomhed efter nogle farlige situationer på vejen der uden problemer kunne have fået fatale følger, desperate overhalinger og fuldstændig hensynsløs kørsel der gjorde mig bange fordi chaufførerne ikke tog nogen notits ( eller var ligeglade !!) med mig på knallert og andre modkørende. Pegas står der med store bogstaver på de hvide busser der ser nye ud, altså har de nok også en større motor der kræver at blive udnyttet fuldt ud på de brede og gode veje her. Jeg så lastbiler de overhalede, der var tæt på at køre i grøften når den overhalende bus var nødt til at trække ind igen for ikke at smadre ind i en modkørende, jeg så rædselsslagne turister klamre sig til sædet foran sig mens bussen svajede faretruende, og jeg har selv haft flere rigtig dårlige oplevelser med netop det selskab der også er godt repræsenteret her i byen. Så hvis i bliver bedt om at kravle ombord i en af deres busser, så vær sikker på at i har søsygepiller, brækpose, nervepiller og en gyldig livsforsikring
Efter Sai Yok er trafikken betydeligt mindre, så her kan man rigtig nyde at køre i næsten fred og ro, naturen trænger sig mere og mere på jo længere væk man kommer fra turist stederne, og landarbejdernes smil bliver større når de ser en. Og det er jo lige vand på min mølle, her bliver man uvilkårligt opmærksom på den kendsgerning at man er Dansk og befinder sig alene tusindvis af kilometer væk fra Danmark, og for den sags skyld kunne være hvor som helst i verden, en pragtfuld fornemmelse der altid følger mig på mine ture, der minder mig om mine år på landevejene, når jeg nysgerrigt bliver betragtet fra turisterne i de afkølede busser.
Så det var næsten en skam da jeg kom til Hell Fire Pass efter en smuk tur der kun blev smukkere og smukkere jo længere jeg kørte, den første indikation om at jeg måtte være tæt på, gav mig også en ny skræmmende oplevelse !!
Græsset på begge sider af vejen var meget velholdt og klippet kort i en omkring 50 meters afstand fra selve vejen, det skulle jeg selvfølgelig lige lure på mens jeg satte farten ned og nysgerrigt kiggede. Det betød så at jeg ikke holdt så meget øje på hvad der skete på vejen fremad, og hurtigt måtte styre inden om en slange der var på vej over vejen da jeg hurtigt tjekkede om der var nogen forhindring. Den var omkring en meter fra vejkanten da jeg fik øje på den, en ikke særlig stor en af slagsen der gjorde at jeg kørte indenom, og ikke udenom. Den her lille aggressive satan vendte lynhurtigt om og huggede ud efter mine tæer der jo glimrede uden sandaler, og åbenbart gjorde det til et oplagt mål. For hulen det havde jeg ikke ventet og kastede begge ben i ren refleks op i luften der måtte have set sjovt ud, men jeg kom forbi den uden skader, og har siden tænkt meget over episoden. For jeg kører normalt ude i siden af vejen, altså inden for striben så jeg kører tæt på vegetationen der kan være højt og lavt. Jeg har ikke været ude for noget lignende før, men tænker meget over de slanger jeg har mødt på mine ture der pludselig uden varsel kommer ud af græsset, og begiver sig over vejen, flere af dem jeg har set har været pænt store, og langt større end den her lille fætter, puha, bare tanken om af de ville reagere på samme måde, har siden fået mig til at trække mere ind mod midten af vejen når jeg kører
Nå, en kæmpe park åbenbarede sig på min venstre side med en forgyldt port placeret i midten, her drejede jeg langsomt ind og fik af portvagten lov til at fortsætte, jeg fulgte pilen der gik venstre om parken hvor køer og strudse græssede mellem de gamle faldefærdige bygninger der lå i skyggen af enorme træer. Alt var utroligt flot vedligeholdt uanset hvor jeg kiggede hen, så jeg blev egentlig ikke overrasket over at finde målet der var en flot nymodens bygning, en af vagterne pegede hen mod et træ og sagde jeg kunne parkere der i skyggen som er et must med de sorte skindsæder der ellers bliver brandvarme.
Efter en hurtig rygepause nu der er totalt rygeforbud uden for parkeringspladsen, hankede jeg op i kameraet og købte en flaske vande til 10 Bht, og begyndte at gå højre om bygningen på en slags bro hævet en meters penge over jorden. Den bugter sig langsomt nedad mod sporet og har et par meget stejle trapper på vejen så turisten ikke skal falde og brække benene på den ujævne klippe. Når den så er overstået, står man nede på selve jorden hvor sporet engang lå og går mod højre, en belægning af skarpe skærver afløser den behagelige bro man lige har gået på, det skal man være opmærksom på inden starten som skilte også gør opmærksom på
Og her stod jeg så på stedet hvor så mange unødvendige menneskeliv gik tabt, brugt som slaver på at hugge en hylde i bjerget hvor toget til Burma skulle køre ifølge Japanernes planer, blev krigsfanger og asiater brugt i de umenneskelige omgivelser der her mange år efter, ser umådeligt vanskeligt ud at forsøge at gøre det Japanerne ville. Tydelige spor efter hakker og bor var synlige mange steder når man følger ruten imellem de høje klippevægge hvor staklerne knoklede i op til 18 timer i døgnet uden nutidens hjælpemidler. Kun langt inde i selve processen fik de hjælp af dieseldrevne bor, der så omvendt krævede et kæmpe arbejde med at få dieselen frem igennem junglen, men alt andet lige må det have hjulpet staklerne. Men til trods for den daglige sabotage af arbejdet og materialerne, gik arbejdet fremad som man kan se ved at blive ved med at gå her i resterne af svellerne der blev lagt tilbage under en ceremoni i 1984 af Australske POW‘er.
50 meter efter disse sveller, og 20 minutter efter start hvor ‘almindelige’ turister vender om på en stor plads, går der en gammel betontrappe længere ud af ruten som jeg selvfølgelig ville prøve. Ifølge et kort,
kunne man faktisk gå hele den bevarede rute igennem, 3 timer var den anslåede tid for at gå hele vejen der ikke lød så slem da jeg læste det. Men virkeligheden er jo som bekendt en anden når det kommer til stykket som mine benmuskler måtte sande da jeg gik videre, der havde været advarsler om hvad der ventede en helt fra starten, der dog ikke fik mig på bedre tanker
Nu var jeg her, og i respekt for de døde mente jeg at jeg godt kunne yde lidt, så jeg gik ned af den lille stejle trappe hvor turen egentlig starter i mine øjne, første etape er rent turist crap !!
Og det blev en fantastisk tur syntes jeg, trapperne var anbragt på steder hvor der var niveauforskel på helt op til 8 meter der ikke var færdiglavet, man havnede ’nede’ på bunden hvor man kunne se, selvfølgelig op mod de uafsluttede ’ender’, men også de forberedelser der var lavet for at fylde op med skærver, disse steder havde alle et navn som man kan se mere af her på Photobucket.
Jeg var som sædvanligt den eneste turist der gik her, så der var en enorm fred hvis man ser bort fra naturens lyde. Vinden der fik bambussen til sagte at rasle som underlægningsmusik, dyrene der snakkede indtil mine fødder smuttede på underlaget og fik dem til at være helt stille indtil faren var drevet over. Bavianerne der graciøst svang sig over sporet i de høje træer og bambus, lavede en fandens til larm indtil de følte sig sikre, var den eneste ‘støj’ på min vej. Så jeg var glad for beslutningen om at gå videre selv om jeg ikke havde opbakning fra ryggen der bliver ved med at drille. Men der var gudskelov en bænk hvor jeg kunne sidde og puste lidt mens munkene der sad her, skvadrede løs. Jeg nød den fantastisk udsigt udover en dal i hesteskoform hvor banen efter planen skulle have fulgt bjergsiderne, og lå som et skjult paradis indhyllet i en kridhvid dis, der fik de grønne nuancer til at eksplodere i et farveorgie der gjorde ondt i øjnene til trods for solbrillerne.
Og det var rart med en pause, for der var ekstremt varmt her og så godt som vindstille når man gik mellem de sprængte klippevægge, vandet i den medbragte flaske forsvandt lidt for hurtigt selv om jeg gik langsomt, men jeg var for optaget af historien til at vende om allerede, og fortsatte mens jeg prøvede at huske så meget som muligt af historien som muligt.
Men da flasken med vand efter måske endnu en time var blevet meget let og indikerede at den snart var tom, måtte jeg bøje mig i støvet og give op her ved Three Tier Bridge, hvor endnu et meget detaljeret skilt viste at jeg alligevel var tæt på målet. Det sidste stykke til Hin Lok station skulle være den værste, folk uden erfaring med trekking blev høfligt bedt om at gå tilbage til udgangspunktet, så efter jeg havde siddet i skygge i et kvarter, måtte jeg meget mod min vilje vende om godt gennemvarm og tørstig, og efter at have indset at jeg havde mødt min overmand.
Turen tilbage blev lige så behagelig som udturen når man som jeg, tager det roligt og ikke prøver at slå rekorder, flere bavianer der ikke var specielt interesserede i at blive fotograferet, gentog stuntet med at svinge sig højt over mit hoved til et sted i sikkerhed. Mine tæer fandt flere og flere udfordringer end på udturen, og så efterhånden ud til at kræve kyndig behandling med dertil hørende plastre og kærlig omsorg, så myggene havde en pragtfuld tid mens jeg gik snublende tilbage uden at møde en eneste person på min vej
Jeg gjorde op med mig selv da jeg atter røg en smøg på P - pladsen, at det havde været det hele værd. Den lange tur ( 80 km ) på knallert, mordforsøgene fra buschaufførerne og et forsøg fra en handlende ved Sai Yok vandfaldet der forsøgte at snyde mig for 30 Bht, kunne ikke rokke ved den kendsgerning at jeg havde haft en fantastisk tur. Og selv den lange gåtur der i alt varede 3 timer var det hele værd, selv om jeg udmærket vidste at regningen ville komme næste dag, så jeg var glad og tilfreds da jeg startede den trofaste knallert op og begyndte hjemturen midt på vejen med et planlagt pitstop, Sai Yok Noi vandfaldet hvor jeg ville spise for første gang den dag. Køligheden fra vandfaldet der ligger i næsten total skygge var simpelthen pragtfuld for en overophedet gut som mig, så jeg var sgu ked af at måtte køre de sidste nogle og 60 kilometer hjem igen efter et nærende måltid i kølige omgivelser.
Hjemme igen og nogenlunde afkølet efter et tiltrængt bad, sidder jeg udenfor og prøver at huske det hele, både det der skal skrives, men også historien om de mange tusinde døde der måtte lade livet som endnu ikke har bundfældet sig, og hvad det i bund og grund betyder for mig og jer i dag. Folien fra en pakke Caminante cerutter blev langsomt fjernet, låget blev ligeledes åbnet forsigtigt så jeg kunne dufte de herlige cerutter Dalton så venligt har taget med herud til mig, og sendt med posten fra Bangkok så han ikke skulle slæbe rundt på både cerutter, men også en masse poser Bearnaise sovse der kun venter på at blive rørt op med mælk. Tusind tak for det min ven, jeg håber din tur går som forventet, og at i har det fantastisk der hvor i er, og jeg ser frem til at se dig igen heroppe hvis tiden tillader det
Buddha holdt hånden over mig som han skal have tak for, han gav mig en oplevelse med indlagte overraskelser jeg egentlig godt kunne have været foruden, men han passede på mig, tak for det …..…
Antal indlæg: 330 Tilmeldt: 09.11.11 Status: Offline
[
b]Pen skrev[/b]
Og han kom allerede ved sekstiden og så om end mere frustreret ud en tidligere på dagen, nu havde pigen trukket en ukendt bror op af hatten, præsenteret broderen for ham, og var så ellers kørt ud efter vand der åbenbart var så svær at finde, at det tog dem 5 timer at komme tilbage. Staklen var totalt ude af den, han var kommet tilbage til Thailand fordi de havde skændes via Internettet over pigens Fjæsbook profil, hvor hungrende falanger lagde sjofle beskeder op på tavlen. Det ville han nu have vished for, og sendte hende penge så hun kunne hente ham i lufthavnen, men der kom selvfølgelig ingen pige og hentede ham. Hendes telefon var lukket i næsten to dage inden det lykkedes ham at snakke med hende, og det var selvfølgelig den gode gamle historie om syge køer og familiemedlemmer han fik fortalt, og faldt for. Så nu var de her i et par dage, hende sammen med sin ‘bror’ der fik al hendes opmærksomhed fortalte han, han følte han kun var med for at betale som vel også var sandheden
hej
jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, den unge amerikaner, må da kunne forstå at familien kommer i første række, han kommer hvis han er heldig ind på listen som nr. 17 lige efter hunden
Antal indlæg: 1828 Tilmeldt: 05.10.09 Status: Offline
Ja det var lidt af en tur du har haft, jeg kan stadig huske de trapper og jeg have glemt vand ? pyt det var jo bare en lille tur efter en klatre tur op langs vandfaldet Ervan
Antal indlæg: 40 Tilmeldt: 13.06.12 Status: Offline
Har selv taget turen fra Kanchanaburi og op til Hell Fire Pass. Også på to hjul og ja, det er en flot tur. Kastede mig også ud i trekking projektet og din beskrivelse rammer plet og frembringer billeder på nethinden. Kombineret med synet ud over den næsten endeløse række af gravsteder på ”war cemetary” i Kanchanaburi, kræver det ikke meget fantasi at forestille sig at Hell Fire Pass dengang må have levet op til sit navn. Stedet kan gøre en ydmyg og sætte tingene lidt i relief.
Håber for dig at du får taklet det personlige på en god måde.
Antal indlæg: 337 Tilmeldt: 04.12.11 Status: Offline
AK81, du må tro mig på mit ord, den gut var så blank at han var blank et par gange til.
Mistroisk som han nu var, havde han oversat noget af det fra Fjæs-book der ikke overlod ret meget til fantasien, og det var ikke noget han havde lagt ind. Men til trods for alle de mistænkelige ting der omgærede pigen og hendes liv, var han totalt skudt i hende og kunne ikke se klart
Ja, man er vel lidt sej Sank nu det at gå er godt for ryggen, så der er kun en vej. Men det var nu ikke Erawan jeg var ved, den tur har jeg taget op en gang, der var sgu langt ned når man stod helt oppe ved det første vandfald. Her var det fugten og varmen der var modstanderen, for hulen en herlig tur
Jo IT, den er herfra selv om billederne her hos mig var meget dårlige, men om ikke andet fortæller den da at det er det rene turist fis, langt væk fra mine ønsker om oplevelse. Som st0210 skriver, er det meget tankevækkende at gå turen i fred og ro så kendsgerningerne måske har lettere ved at bundfælde sig, men det er svært at forlige sig med tanken om at så mange mennesker måtte lade livet. 12.600 ’hvide’ fanger, og har jeg læst et sted, 80.000 Asiater der ikke bliver snakket så meget om, ligger begravet her i omegnen efter også at have ydet en indsats ved banen, ufatteligt antal !! Hav en god dag.
Ja det var lidt af en tur du har haft, jeg kan stadig huske de trapper 
Lignende tråde